Hvad er Rotary ?
Rotary blev grundlagt i Chicago, USA i 1905 og er i dag verdens største organisation af sin art med mere end 1,2 millioner medlemmer fordelt over 25.000 klubber i stort set alle lande. Rotary er en organisation af mænd og kvinder i ledende stillinger, som gennem et verdensomspændende samarbejde søger at løse humanitære opgaver, og søger at fremme høje etiske normer indenfor både deres personlige og faglige virke, samt at bidrage til større forståelse og fred i verden.
Hvad giver Rotary penge til ?
Rotary International yder store pengebeløb til mange forskellige formål. Polio Plus er et af de største programmer, som går ud på at udrydde Polio i verden inden år 2005. Til den tid har Rotary ydet mere end 500 mill. Dollars til disse vaccinationer. Rotary samler penge ind til hjælpe programmer for nødlidende overalt i verden. Rotary har også et stort og alsidigt ungdomsprogram, der støtter unges ophold i udlandet fra få uger til et år.
Galten Rotary:
Galten Rotary Klub blev stiftet i 1992 og består af ca. 30 medlemmer.
Hvem er vi ?
Som alle Rotary klubber har Galten Rotary Klub medlemmer fra vidt forskellige brancher, og du får derved nogle klubkammerater med en bred viden.
Hvor mødes vi ?
Hver mandag kl. 18.15 mødes vi hos Galten Rotary klub Søndergade 2 8464 Galten, hvis andet ikke er aftalt. Mødet varer som regel halvanden time, - og vi lægger vægt på at møderne ikke "trækker ud".
Hvad sker der ?
Møderne er åbne møder. Det betyder, at vi meget gerne ser gæster, som ikke er Rotarianere. Vi indleder møderne med et måltid mad, som vi jo alligevel skal have på det tidspunkt, der er ingen krav til særlig påklædning. Ved bordene sidder vi sammen med forskellige medlemmer fra gang til gang. Efter maden synger vi en sang, som det medlem der på skift har 3 minutters indlæg vælger. Resten af mødet går f.eks. med et foredrag, der som regel holdes af en inviteret gæstetaler. Emnerne spænder meget vidt med f.eks. erhvervsmæssigt eller socialt indhold. Blandt andet en række foredrag af lokale virksomhedsejere om deres virksomhed.
Hvilke emner har vi beskæftiget os med ?
Ud over foredragene har vi været på virksomhedsbesøg, både i og udenfor kommunen. På Ceres Bryggeriet hørte vi om markedsføring, -AVK i Galten viste og fortalte om deres store succes på eksportmarkederne, - Schultz kontormøbler bød os indenfor og viste os moderne, automatiske produktionsmetoder, - vi har besøgt en moderne dansk svinefarm, - flere meter under jorden oplevede vi SOK' s imponerende overvågningssystemer, - på politigården i Århus fik vi et indblik i politiets spændende arbejde.
Vi har også kammeratlig samvær på programmet med f.eks. madlavning, gocart grand prix, ligesom vi også har en årlig bowlingdyst med Lions Club i Galten. Eller noget helt andet.
Hvad sker der mere ?
Med passende mellemrum har nogle af medlemmerne 10 minutters EGO- foredrag. Her fortæller de om sig selv, deres job, interesser og familie. På hvert møde holder et medlem på skift et 3 minutters indlæg om et emne efter eget valg.
En stor begivenhed:
Afholdelse af Camp: er en ungdomslejr, som Galten Rotary Klub arrangerer i samarbejde med en anden Rotary Klub. Lejren har op til 24 unge deltagere i alderen 17-24 år fra f.eks. Polen, Ungarn, Kroatien, Italien, Frankrig, Letland, Tyskland, Australien, Tyrkiet, Holland og Portugal. Opholdet er altid en stor succes, og de unge har knyttet værdifulde venskaber tværs over landegrænser.
Er Rotary kun for mænd ?
Nej, men Galten Rotary klub har indtil videre kun optaget mænd. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke gerne ser vore piger til møderne. Flere gange om året har vi arrangementer eller foredrag, hvor pigerne er specielt inviteret. For ikke at glemme den årlige høstfest, som pigerne er selvskrevne til.
Hvad koster det at være medlem ?
I øjeblikket betaler Rotary medlemmer 900, kroner pr. kvartal i kontingent. Beløbet anvendes fuldt ud til lokale og internationale formål samt vores klubfaciliteter.
Hvem leder Galten Rotary Klub ?
Et vigtig princip i alle Rotary klubber over hele verden er, at alle poster skal rotere efter 1 år. Klubben ledes af en valgt bestyrelse.
Hvordan bliver man Rotarianer ?
Man kan ikke søge om optagelse i Rotary. Der skal en opfordring fra en rotarianer til at anbefale et medlemskab. Det er imidlertid en god ide, at være med som gæst, før et evt. medlemskab.
Har du flere spørgsmål ?
Skulle du være interesseret i at vide mere om Galten Rotary Klub eller om Rotary International, kan du blot rette henvendelse til kontaktpersoner på www.galten-rotary.dk